Tak, fordi I lyttede

KLUMME I HELSINGØR DAGBLAD 8. MAJ 2022

"Tak, fordi I lyttede!"

Sådan udbrød en deltager i sorggruppen efter at have fortalt om sin sorg over at have mistet sin elskede. ”Tak, fordi I lyttede!” Man kunne se lettelsen helt fysisk: skuldrene sank, spændingerne i ansigtet løsnedes, og både tårer og smil fik plads. Vi andre havde lyttet opmærksomt i 20-25 minutter og havde meldt tilbage, hvad vi havde hørt.

”Det var virkelig dejligt, at I lyttede. Tusind tak!” sagde personen, der havde fortalt.

Reaktionen vidnede om, hvor lettende det er at få lov til at fortælle og at blive lyttet til. Det er ikke så ofte, vi oplever det virkelig at blive lyttet til. Hverken når vi fortæller om alle vores glæder, men heller ikke når vi fortæller om alt det komplekse i vores liv, som vi ikke lige kan fikse eller fjerne, og som vi går og tumler med alene i sind og tanker.

”Min elskede plejer jo ikke at være død,” sagde en enke på et tidspunkt, og det er jo sandt. Vi kan ikke hurtigt fikse at komme over eller komme videre til det, vi plejer, når vi oplever modgang, sorg og smerte i livet, som ethvert menneske gør. Tilværelsen er totalt forandret, og man skal finde ud af at leve på ny.

Det svære i livet vil vi ofte gerne gemme væk, for vi vil hellere fremvise det glædelige, lykkelige og alt det lyse, men det forsvinder sorgen jo ikke af. Heller ikke smerten eller det, der gør ondt i livet. Tværtimod. Det bliver sværere at gå rundt med helt alene.

Ører, der giver sig tid til at lytte, er derimod livgivende og forløsende. ”Tak, fordi I lyttede! Det var virkelig rart,” sagde personen, der havde fortalt, og det var som om lettelsen spredte sig til os alle i rummet. Tænk, at intens lytten til et andet menneske kan være så livgivende. Tænk, at der egentlig ikke skal mere til, for at et menneske bliver lidt lettere, og spændinger begynder at løsne sig.

Hvorfor har vi så svært ved reelt at give hinanden plads og lytte til det andet menneske? Oftere afbryder vi og taler om os selv eller giver straks gode råd, eller vi har travlt og skal videre og rummer ikke at give os tid til at lytte til det andet menneske – og i bredere forstand lytte til de dybere lag i tilværelsen.

Måske der her også ligger en kim til den mistrivsel, som beskrives jævnligt blandt os alle både børn, unge, voksne og ældre. Travlhed, stress, pres, præstation giver ikke plads til pausen og til at lytte. Lytte til hele menneskelivet, også alt det svære og komplekse, det, vi ikke forstår, og det, vi ikke lige kan løse og fikse og komme videre fra.

Når man går rundt med det helt alene, kan man få ’ondt i livet’, og derfor kan det være så livgivende og forløsende, når et andet menneske giver sig tid til at lytte. Faktisk ’kan man lytte et menneske til ro’, som afdøde korshærschef og præst Bjarne Lenau Henriksen så smukt har sagt det. Ved at give sig tid til at lytte til det andet menneske, kan man lytte personen til ro. Ikke sådan at forstå, at så er alting klaret og fikset, men sådan at forstå, at så får både den anden og man selv luft til at leve livet med alt, hvad det rummer – også det svære, for det hører menneskelivet til, om man er ung eller ældre. Man kan bedre være i det, for man er ikke alene. Den anden bærer med ved at lytte.

”Tak, fordi I lyttede! Det var virkelig dejligt.” Lettelsen viste sig helt fysisk. Så lidt skal der til, og vi kan alle gøre det og øve os i at blive bedre til det: lytte til vores medmenneske, ’lytte vores næste til ro.’ Og det førend vi kommer med gode råd og taler om os selv!

Har man ikke nogen at tale med om de dybere lag i tilværelsen, og går man alene med tanker om det svære og sorgfulde i livet, så kan man altid kontakte sin præst. Vi er der til at lytte og tale med dig under tavshedspligt. Det kaldes sjælesorg.

Nogle har beskrevet præstens rolle som det at være ”håbets medvandrer,” for vi lytter og vandrer med dig på et stykke af din vej, og det kan give både ro og håb.

Skrevet af sognepræst Mette Enevold ved Sthens Kirke.