Overanstrengelse

KLUMME i Helsingør Dagblad, søndag den 30. januar 2022
srevet af sognepræst Mette Enevold 

I sidste weekend skrev Iben Krogsdal i Kristeligt Dagblad om pigen Emma. Emma siger: ”Jeg ved jo godt, at man kan, hvad man vil. Men jeg ved bare ikke, hvad jeg vil.”  Hun er 20 år og er begyndt at gå rundt og besvime. Pludselig dejser hun om, og lægerne kan ikke forklare hvorfor. Hun siger ulykkeligt: ”Jeg ville ønske, der bare kom én og valgte for mig. BOM!”. Og så tilføjer hun: ”For så kunne jeg ikke vælge forkert.”

Artiklen kredser om, hvorfor Emma besvimer. Hun er jo som ung i dag opvokset med tanker og ord om, at man kan, hvad man vil. Du skal bare vælge det helt rigtige for dig. Aldrig har der været så meget fokus på frihedsrettigheder, ligestilling, ligeværd og livsmuligheder i vores del af verden, og alligevel besvimer Emma, og andre unge får angst og mistrives, uden at nogen ved hvorfor!

Mon ikke det kunne handle om, at hun og vi alle taler mennesket op på gudeplan og siger: At vi selv kan vælge vores liv, som vi vil have det. At vi selv kan skabe os det liv, vi vil have. At man kan, hvad man vil.

Men det kan man jo ikke. Det er usandt. Måske får vi det ikke bedre, førend vi bliver talt ned på menneskeplan igen, i vores rigtige størrelse.

Nogle vil opfatte det som et nedslående budskab, der skal siges til Emma og os alle: ”Kære Emma, du kan ikke, hvad du vil. Du kan ikke engang det, du skal.”

Man kan også opfatte det budskab som utrolig befriende. For det betyder, at du er løst fra dit overanstrengte selvskabte gudeliv og kan få lov at være det menneske, du er, som ikke kan, hvad du vil, som ikke kan planlægge dit eget vellykkede liv, som ikke kan vælge den helt rigtige perfekte tilværelse.

Mennesket fejler og svigter og tumler rundt. Sådan er det at være menneske. Sådan er det at leve et menneskeliv.

Vi prøver, og vi kæmper med det liv og de evner, vi har fået, og vi skal forsøge at gøre det gode, men når vi netop er mennesker og ikke guder, så skal vi samtidig være helt på det rene med, at det perfekte ikke findes hos os, ej heller det helt rigtige eller det altid lykkelige.

Så til Emma og os alle skal der siges: ”Du kan ikke, hvad du vil. Du kan ikke engang det, du skal. Men forsøg alligevel.”

Det, du skal, er at tage imod det liv, du har fået, med glæde og med taknemmelighed, for så vil du få øjnene op for alle de muligheder, du allerede får givet hver dag for at bringe liv og håb og godt videre til dine medmennesker. Om du så får opfyldt alle dine personlige ønsker om det perfekte liv med de helt rigtige valg, bliver ikke vigtigt, for dit fokus er et andet sted: på det, du får givet, og på andre mennesker.

Det kan umiddelbart lyde barskt at blive talt ned fra gudeplan til menneskeplan, men det er også meget befriende og kan virke forløsende. Det andet er en overanstrengelse af dimensioner. Det gør os nemlig syge og anspændte at tro, at vi små mennesker kan takle og planlægge og tage hele ansvaret for, om livet lykkes, blomstrer og giver nytte eller ej. Det hviler ikke alt sammen på vores skuldre alene.

Hvorfor besvimer Emma? Og hvorfor lider mange unge af angst og mistrivsel? Et bud kunne være: overanstrengelse. Ikke primært fordi de og vi har travlt med alt det, vi har at se til, men fordi vi har et overanstrengt menneskesyn. Synet på, hvad vi mennesker kan og vil styre og magte, er overanstrengt, og vi bliver udmattede og kan ikke trække vejret og tør ikke gå ud og møde verden med frimodighed.

I stedet for at tro, at vi som guder kan og skal skabe vores eget liv, er der noget befriende ved at være et menneske, der er blevet skabt ind i en bestemt sammenhæng – historie, tradition, familie, gener, evner, m.m. – kort og godt har fået livet givet og ikke selv skal opfinde det hele. Meningen med det hele skal vi heller ikke selv skabe eller opfinde, for opgaven er allerede stillet: vi skal leve i livets og kærlighedens tjeneste. Dele ud af det, vi selv har fået givet.

Dette kan man høre meget mere om hver søndag i kirken, hvor vi fritages fra at skulle leve et uopnåeligt gudeliv, kan sænke skuldrene, trække vejret og forsøge at leve det menneskeliv, vi har fået givet.