Jeg er verdens brød

Prædiken 27. marts 2022, Midfaste søndag: Joh. 6,24-35
skrevet af sogeprædt Mette Enevold

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Herre, giv os altid det brød, som kommer ned fra himlen og giver liv til verden, sagde folk dengang til Jesus, og han svarede: Jeg er livets brød.

Her er der tydeligvis mere på spil end det brød, vi er vant til at mætte vores maver med, for Jesus siger om sig selv, at han selv er vores brød. Vores livsføde. Vores livsnæring. Dvs. føde på et andet plan end alene at mætte vores sultne maver.

Umiddelbart kan det måske synes mystisk, men når vi hver især tænker med på, hvad vi mætter os med i vores liv i bredere forstand, så kan vi formentlig hurtigt nævne flere eksempler end alene brød og mad i maven. Vores livsnæring, der gør livet værd at leve, er også samvær med andre mennesker, det er at høre til i et fællesskab som f.eks. familie, venner, bofæller, kolleger, klassekammerater og fællesskabet her i kirken. Vores livsnæring kan også være kunst, musik, sport, litteratur og andre interessefelter, og på et grundlæggende plan er noget af den vigtigste livsnæring, at vi oplever kærlighed – at elske nogen og selv at blive elsket. Det giver livsmening og livsretning og livsmod.

Vi har brug for anden livsnæring end alene mad i maven, og Jesus siger, at han selv er den livsnæring. Han er livets brød.

I denne tid, hvor der er brudt krig ud i Ukraine, og hvor vi alle påvirkes af de voldsomme beretninger og billeder vi ser derfra, bliver det også tydeligt for os, at vi mennesker lever af mere end brød i maven. Folk sætter livet til for deres land og for friheden. Mange bliver og kæmper, selv om de kunne flygte eller overgive sig eller få mad i maven et andet sted. Der er mere end mad i maven at kæmpe for og stå op for, selv om det i sidste ende kan koste livet.

Mange af os er blevet rystet i vores grundvold over, at der igen er krig så tæt på os, og at ondskab og brutalitet bryder frem i sin værste form midt i det liv, der ligner vores. Vi rystes voldsomt, fordi vi må se i øjnene, at ondskab ikke er fjernt fra os eller helt afskaffet eller hører gamle tider til. Ondskab er en del af menneskelivet, som kan bryde ud alle steder, også lige her i vores liv. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi lader os mætte af i bredere forstand af retning og mening i vores liv. Det er ikke ligegyldigt, hvad der giver os næring, og hvad vi mætter os med.

Vi skal alle hver dag stå op imod det onde og kæmpe for det gode også her i vores daglige liv med hinanden, hvor det ikke er nogen selvfølge, at vi lever i fred og fordragelighed med hinanden. Der er ikke en helleplads for nogen af os.

Vi skal holdes fast på det gode hele tiden, og også derfor forsager vi det onde i trosbekendelsen, for vi kan hele tiden fristes til at blive det ondes håndlangere, som viser sig i alle mulige skikkelser. F.eks. i jalousi over for andre, mindreværd, storhedsvanvid, egoisme, der alt sammen kan få os til at tage modet fra andre mennesker, nedgøre andre, begå fysisk og psykisk vold mod andre, svigte og forråde andre.

Derfor har vi brug for livsnæring udover brød i maven, og Jesus siger, at han er den livsnæring til os. Han er livets brød. Han mætter os med håb og mod og nyt liv og holder os fast på det gode.

Og det har vi mere end noget brug for i denne urolige tid. At blive holdt fast på retning og livsmening. At have holdepunkter. At blive mættet af det brød, der giver håb og liv til verden. Livets brød.

Rystelserne fra krigen i Ukraine sætter sig i mange af os helt ind i søvn og drømme, og eftertanken melder sig: hvilken næring lever jeg selv af? Hvad mætter jeg mig med i mit liv, og giver det mig livsmod og håb?

I relief til krig, ødelæggelse og flugt tænker vi umiddelbart, at vi har det godt her i Danmark og lever i et smørhul, men for ganske nylig kom en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen om ”Danskernes Sundhed”, hvori det beskrives, at vi i de sidste 10 år godt nok har fået et bedre fysisk helbred, men at flere og flere desværre har ondt i livet. Mere end hver sjette dansker mistrives, og angst, stress og depression fylder mere og mere. Vi danskere er ellers blandt verdens lykkeligste mennesker, når der laves sådanne undersøgelser, og vi er et af verdens rigeste lande. Vi har et godt og velfungerende samfund og sygehusvæsen, vi har ikke voldsom nød, armod og krig, ej heller oplever vi voldsomme naturkatastrofer. Men så kommer det store spørgsmål: Hvorfor har vi det så ikke bedre? Hvorfor har mange ondt i livet?

Det er der selvfølgelig ikke et entydigt svar på, tværtimod er der mange årsager til mistrivslen, men måske noget også handler om, hvilken livsnæring vi mætter os med? Hvad lever vi af? Hvor henter vi livsmod? Hvordan mætter vi vores eksistentielle og åndelige sult?

Vi kan jo mætte os med så meget andet end det, der giver os livsnæring og håb. Det kan være tanken om, at du er din egen lykkes smed, og selv skaber din egen livsnæring, som du mætter din sjæl og dit sind med. Det kan være tanken om, at du skal have styr på det hele og kan styre tingenes gang efter dine egne ønsker. At du kan konkurrere eller præstere dig til det, du gerne vil. At du får, som du har fortjent og planlagt. Ja, at du er herren i livet.

Al brugen af sociale medier, hvor man kan selviscenesætte, hvordan ens liv ser ud og skal fremvises, og hvor man måske kun viser alle de lykkelige, smukke og glade billeder af tilværelsen, det kan også give en mæthed, som ikke giver håb og mod til andre og heller ikke til sig selv. For hvor finder man så plads til den anden side af tilværelsen? Når det hele ikke går, som man ønsker eller havde planlagt eller præsteret eller iscenesat!

Mange bliver udmattede og også syge af at skulle leve op til kun at fremvise den ene side af tilværelsen. Nogle vil sige, at det er at sætte sig på Guds plads. At ville være et gudemenneske og ikke må være det sårbare menneske, den, der også fejler, og den, som ikke er glad og smuk og succesfuld og har styr på sit liv hele tiden. Den, der ikke kan følge med i det hæsblæsende tempo, hvor der ikke er plads til afvigelser og eftertænksomhed. Det at skulle skabe sit eget liv og selv skulle være sin egen livsnæring er udmattende, for det hører ikke mennesket til, men Gud.

Derfor har vi brug for det livsbrød, der gives os udefra og ikke kommer fra os selv. Vi skal ikke selv opfinde det eller skaffe det, for det gives os – det er hele pointen: Livets brød kommer ned fra himlen og giver liv til verden uagtet, hvad vi gør.

En forsker i folkesundhed nævnte som en af mange grunde til mistrivslen blandt os danskere, at det kunne handle om meningstab. Det er et voldsomt ord: meningstab. For hvordan kan livet tabe sin mening for så mange mennesker i vores privilegerede verden? Som der stod i en avisartikel: Vi må samle meningen op igen og genskabe meningen i danskernes liv! (KD 26.3 s. 10, Christoffer Emil Bruun).

Vi må samle meningen op igen, siges der. Men meningen er her allerede, og i dag får vi forkyndt, at den gives os. I livets brød. Der er ikke så meget, vi skal gøre, men vi kan tage imod det. Give slip på al vores kontrol og styring og give os hen til at tage imod det, der gives os at leve af. Om vi forstår det til bunds eller ej. Det er ikke vigtigt. Vi kan tage imod det helt konkret, når vi om lidt holder nadver og lade det komme helt ind i os ved at spise det. Det giver livsnæring, håb og mod om, at Kristus er med os i vores liv og deler sig selv i os og iblandt os, når vi går fra kirke.

”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste,” siger han om sig selv. Han er den særlige næring, som mætter os til hele livet. Den mad, som består til evigt liv. Vi kan kalde det Guds føde til os, som bl.a. er kærlighed, tilgivelse og nyt håb om, at det gode vinder. Døden og ondskaben vinder ikke. Livet pibler frem på ny igen og igen, hvor vi mindst venter det helt ind i evigheden, som det vises på vores altervæg, hvor gravstenen rundt om korsets smerte og død sprænges af opstandelseslivet. Livet pibler frem på ny.

Det er der uendelig meget livsmening i, som kan fylde al meningstabet ud. På korset er der solidaritet med al den sårbarhed, smerte, skyld, svigt og død, som hører vores menneskeliv til, og med den sprængte gravsten vises os livskraften, der sprænger dødens magt også for os.

Hele menneskelivet rummes her: al vores sårbarhed og mørke ligesom alt lyset og håbet. Ingen er ladt alene, for Gud er med i det hele på korset og i opstandelsen. Han går med os på vores vej og giver os livsmening og livsnæring, som holder os fast på det gode og på hans kærlighed.

Men for at livets brød kan mætte og fylde alle vores huller med tab af mening ud, så skal det ikke beskues eller gemmes hen til særlige lejligheder, nej, livets brød skal indtages, bruges, modtages og deles, og det helt specielle er, at der bliver mere af det netop ved at blive delt. For alt liv går udad og skal gives og deles, og så bliver det til mere. Der er nok til alle og endda til flere endnu.

Forhistorien til dagens tekst, hvor Jesus siger, at han er livets brød, det er fortællingen om, at Jesus bespiste 5000 mennesker med kun 2 fisk og 5 brød, og der var nok til hver og én, og der var endda også noget til overs. Pointen er, at livets brød, Guds brød, skal modtages og deles af os alle, for at livsnæringen og livshåbet spredes så meget som muligt ud i vores liv, ud i verden.

”Herre, giv os altid det brød!” sagde folk dengang. ’Giv os det brød, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden!’

Måske du og jeg også kan råbe med på det ønske i vores indre, og svaret til os er: Du er indbudt til nadveren om lidt, hvor Kristus giver sig selv og siger: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Der er nok til os alle og endda til flere endnu, for sådan er det med Guds kærlighed. Den har ingen grænser, den hører aldrig op, og den mætter og giver liv til alle, der tager imod den. Amen.