Du soles sol fra Bethlehem!

”Du soles sol fra Betlehem!
Hav tak og lov og pris for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis!”

(Fra salme 749 vers 7 i Den Danske Salmebog)

Januar kan føles lang og mørk at komme igennem og måske særligt i år, hvor coronaen fortsat slider på vores dagligdag og humør. Des vigtigere er det, at vi løfter blikket, ser os omkring og lytter til budskabet fra julenat: Et lys er tændt, som intet mørke kan slukke, og lyset bliver ved at skinne for dig i mørket.

Det er Kristus, vores ledestjerne: Du soles sol fra Betlehem! Han bliver ved at lade glimt fra lysets hjem skinne ind i din og min tilværelse i 2021, så vi ikke mister modet. Lyset skinner frem også på de steder, vi mindst venter det, f.eks. midt i modløshedens mørke, når et medmenneske lyser op for dig med omsorg. Løft blikket og se dig omkring. Se alle glimtene fra lysets hjem, så ikke mørket gør dig blind.

Kristus bliver ved at lyse for dig på alle årets dage og i din sidste stund og ind i evigheden. Se, hvor han peger og lyser med håb og kærlighed.

Som det lyder i en keltisk velsignelse:

Må Kristus gå foran dig og vise dig vejen.
Må Kristus gå bag dig og skærme din ryg.
Må Kristus gå ved siden af dig og ledsage dig.
Må Kristus være inden i dig og fylde dig med sin Ånd.
Må Kristus være over dig og velsigne dig.

Skrevet af sognepræst Mette Enevold