"Samfoldighed" af sognepræst Karin Christiansen

Klumme til Præsten skriver, HD søndag d. 7.3.2021

Samfoldighed

Forleden hørte jeg et nyt ord: samfoldighed. Et rigtig godt ord. Og så er det ikke en gang nyt – det har to hundrede år på bagen. Det er nemlig dannet af fysikeren og kemikeren Hans Christian Ørsted, ham som opdagede elektromagnetismen – den kraft som giver os mulighed for at se ved elektrisk lys, se TV, bruge computere og sende data hele verden rundt – og meget mere. Jeg hørte det i programmet Hjernekassen, som kan høres som podcast på p1, og emnet var altså H. C. Ørsted, i anledning af 200- året (sidste år) for opdagelsen af elektromagnetismen. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke vidste meget om Ørsted, ud over den almindelige fysik-skolelærdom, men programmet gjorde mig bestemt klogere på Ørsted som menneske, på hans tanker og videnskab, så det kan varmt anbefales at lytte til.

I programmet mødte lytterne nemlig også Ørsted som filosof. Han skrev sin doktordisputats i filosofi efter at have taget sin eksamen som farmaceut i 1797, og var stærkt optaget af at lave en sammenhængende filosofisk teori om fysik og kemi. Hans kongstanke var, at naturen grundlæggende består af modsatrettede kræfter, som virker sammen og gensidigt betinger hinanden, for eksempel var han overbevist om, at der var en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme, men stod helt alene i samtiden med sine utraditionelle betragtninger.

Ørsted var endvidere livet igennem meget optaget af at formidle sine videnskabelige resultater, og udviklede en stor interesse for sprog, både fagsprog og dagligsprog. Han har bidraget betydeligt til det danske sprogs udvikling og, ifølge den danske encyklopædi, skabt over 2000 ord, heriblandt brint, ilt, varmefylde, billedkunst, sommerfugl - og så ordet samfoldighed.

Han bruger dette begreb i sin naturfilosofi som udtryk for de mange forskellige kræfter i naturen, der betinger tingenes væren eller natur. Samfoldighed - som udtryk for, at de forskellige kræfter virker sammen, og gensidigt betinger hinanden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det i vore dage vil være et helt forfriskende ord at tage i anvendelse. I stedet for ordet mangfoldighed, som i en tid med stort fokus på identitetsmarkører og hvor identitetspolitikker har kronede dage, tidlig og silde bruges til at betegne forskelligheden mellem mennesker: at vi på mange måder er forskellige, også mht. køn, etnicitet og seksualitet.

Der skal være plads til forskellighed, og friheden til forskellighed er et gode. Det er en værdi de fleste vil være enige i, i hvert fald her til lands, men somme tider er der måske lige lovlig meget fokus på forskellene mellem mennesker, så meget, at det vi trods alt er fælles om, glider i baggrunden.

Og her kommer samfoldigheden ind. For samfoldigheden er et udtryk som kan genskabe opmærksomheden på det, der binder os sammen, i stedet for det der skiller os ad. Og det går rigtig godt i spænd med den kristne grundtanke, at vi alle er stedt lige for Gud – ligegyldig hvem vi er, eller hvor vi befinder os i verden, og uanset hudfarve, seksualitet, køn eller social status.

Ord har det med at skabe hvad de nævner. Eller: ord skaber virkelighed. Og jeg vil påstå, at jo mere vi fokuserer på forskellene imellem os, eller hævder særrettigheder for særlige grupper, desto mere glider det fælles af sigte. Det er klart, at strukturel racisme og undertrykkelse af minoritetsgrupper skal italesættes og bekæmpes. Men faren ved, at flere og flere mindre grupper skiller sig ud og gør krav på en særlig status og dermed opmærksomhed, er til at få øje på: samhørigheden og fællesskabet glider os af hænde. Og woke-kulturen, med sin veludviklede sans for egen renhed og de andres fejl, risikerer at skylle barnet ud med badevandet: altså, at sætte netop accepten og tolerancen over for det anderledes over styr, ved sin insisteren på at stå på den ”rene” eller ”rigtige” side.

Ord skaber hvad det nævner: hvad med, at vi gør samfoldighed til det nye sort – og skaber en ny virkelighed med fokus på det, der binder os meget forskellige mennesker sammen – på alt det vi er fælles om?

Skrevet af Karin Christiansen, Sognepræst i Sthens kirke