Kunsten at tale sammen
Helsingør Dagblad "Klumme 21.08.2022
Hun talte og talte og talte - om sig selv. Bagefter var det ham, der talte og talte og talte – om sig selv. Det, der så ud som en dialog, en samtale mellem to mennesker, var i realiteten to monologer, dvs. to enetaler. De talte hver for sig og ikke sammen. Ingen blev klogere. Ingen hørte andet end sig selv.
Måske det er en velkendt situation?
Det virker ofte, som om samtalen mellem os har det svært. Det er en kunst rigtigt at tale sammen, for det kræver, at man giver lidt af sig selv, og at man godt vil blive klogere på tilværelsen og andre mennesker og deres forståelse af verden. Det kræver, at man vil lade sig udfordre på egne holdninger og måske flyttes lidt og udvise nysgerrighed og interesse for at ville se og høre den anden. Oftere kæmper vi om retten til at komme af med alt vores eget, og det bliver til monolog frem for dialog.
Den gode samtale forudsætter, at man giver sig tid og ro til den, og det er måske en af mange grunde til, at vi har sværere ved at få plads til samtalerne om de dybere lag i tilværelsen: f.eks. om mening, håb, glæde og alt det svære ved det at være menneske.
For det er jo sådan, at alt det komplekse, alle nuancerne, alle lagene i tilværelsen og i os selv er det svært at finde plads til, når det hele skal gå hurtigt og fremvises på sociale medier og rummes i én sætning på vej ud af døren og i en frisk overskrift som blikfang. Så kan det føles lidt, som om vi sætter livet på en formel, og mener, at vi har styr på det og ikke behøver at tale mere om det.
Men sådan er det jo ikke. Vi har som mennesker brug for at tale med hinanden – ikke kun i smarte oneliners – men dybere for at blive klogere på os selv og hinanden, for at blive hele mennesker. Og den gode samtale kommer ikke af sig selv, den skal vi arbejde for. Vi må hver især lægge kræfter i den.
Det kan f.eks. være ved at flytte sig fra sine vante cirkler og bobler, hvor man altid er sammen med ligesindede, og i stedet opsøge samtalen med andre, der har forskellige holdninger og livssituation end én selv. Bare en gang imellem. Samtalen er allerede godt i gang, når man prøver at sætte sig ind i, hvordan den anden ser verden.
Det er ikke let for nogen af os, og det sker ikke af sig selv. Men det er nødvendigt at gøre en indsats, for polariseringen vinder frem ude i verden, men også her hjemme hos os selv, hvor man blot står og råber ad hinanden – uforstående og hadefuldt. Det bliver ingen klogere af. Det vinder ingen noget ved. Det fører kun til mere opsplitning og had.
En reel samtale kræver som sagt, at man har et ønske om at mødes med den anden/de andre og også mødes på midten af skråsikre yderpunkter. Med mindre man blot vil bekræftes og føre sine monologer, så må vi aktivt arbejde for den gode samtale, for det kommer der liv ud af og nye erkendelser.
Det er for livets skyld. For glædens skyld. Og for verdens skyld.
Tænk blot på oplevelser med den gode og fordybende samtale, hvor man får noget med hjem at tænke over, hvor livet og verden åbner sig, hvor man får øjnene op for en ny vinkel, som man aldrig selv havde set, og hvor man har delt væsentlige ting med et andet menneske.
Hver især kan vi opsøge samvær og samtale med andre og indimellem med nogle, der slet ikke ligner os selv.
Det kan man også gøre i kirkerne, for dér samles vi alle om noget større end os selv og end alle vores forskelligheder. Dér er der plads til alle med forskellige holdninger, forskellige politiske ståsteder, forskellig social status, forskellig alder, forskelligt udseende m.m..
Rundt i kirkerne er der tid og ro og rammer for den dybere samtale. F.eks. er der i efteråret ’livssamtaler’ i Sthens Kirke om mening og meningsløshed, livsmod og modløshed. Alle kan være med i dem.
Skrevet af sognepræst Mette Enevold, Sthens Kirke.