Er der liv derude?
(et teologisk blik mod stjernerne)

Er der liv derude? Et teologisk blik mod stjernerne
Klumme i Helsingør Dagblad søndag den 7. september 2025 af sognepræst Simon Boyen Rasmussen

Hvem har ikke rettet sit blik mod det uendelige univers en vinterklar frostnat og spurgt sig selv: Er der liv derude, eller er vi alene i verden? Myriader af tindrende stjerner kan få det til at suse indeni som en angstlignende højdeskræk. Måske kunne vi kalde det eksistentiel galaksesyge. Hvis vi er alene, er vi virkeligt ensomme – og hvis ikke, står vi muligvis overfor en kopernikansk vending version 2.0, hvor menneskeheden må forstå sig selv i et nyt perspektiv.

Er vi i så fald langt nede i fødekæden? Indgår vi i en helhed med kosmiske ”brødre og søstre”? Og hvordan forholder religioner, herunder kristendommen, sig til forestillingen om liv andre steder end her på Jorden?

Der skulle være omkring 10.000 synlige stjerner på nattehimlen, som kan ses med det blotte øje. Vores galakse, Mælkevejen, rummer mere end 100 milliarder stjerner, hvoraf en stor andel formodes at have en eller flere såkaldte exoplaneter i kredsløb. Det bliver til ufatteligt mange planeter alene i Mælkevejen, som blot er én blandt flere hundrede millioner galakser i kosmos.

Forskere peger på, at der findes omkring 100 milliarder milliarder (ingen stavefejl) exoplaneter i universet, der kan huse liv, som vi kender det. Der er altså en overflod af planeter, som befinder sig i den såkaldte beboelige Goldilocks-zone, hvor vand kan findes i flydende form. Alt i alt er det ikke bemærkelsesværdigt, at langt hovedparten af astronomer og astrobiologer vurderer, at der findes liv derude.

For nylig kunne forskere ved hjælp af data fra James Webb-rumteleskopet (opsendt i 2021) præsentere fundet af en mulig biomarkør fra en exoplanet (K2-18b), der befinder sig 124 lysår væk. Ved at analysere den atmosfæriske sammensætning på K2-18b har man fundet mulige tegn på biologisk liv. Det lyder langt væk, men i kosmisk sammenhæng er det vores nabo.

For en teolog åbner tanken om muligt udenjordisk liv for en lang række spændende spørgsmål om tro og eksistens.

Hvis Gud, som kristendommen hævder, har skabt livet her på Jorden, må Gud også være skaber af ethvert andet liv i universet. Hvis vi har naboer derude, kan de være vores kosmiske næste, skabt i Guds billede – intelligente væsener med evnen til at elske, tænke og dele fællesskab.

Jeg læste for nylig en forskningsartikel, der peger på, at hunde og mennesker udløser de samme centre i hjernen, som forbindes til kærlighed, når de ser hinanden i øjnene. Kan vi heraf udlede, at menneskets bedste ven også er skabt i Guds billede? Hvis vi spørger Frans af Assisi (grundlægger af franciskanerordenen), så ja. For ham er alle væsener forbundet af kærlighed (dvs. Kristus) som søstre og brødre.

Kristus er altså i denne sammenhæng intelligens, som findes i det skabte som allestedsnærværende kærlighed. Dette betyder, at Gud reflekteres i det skabte som gudbilledlighed – og den højeste grad af gudbilledlighed er kærlighed. Hvis der findes liv derude, som er skabt i Guds billede, da kan vi kende det på kærligheden: livets byggesten, hvoraf alt er udgået.

Hvis der findes liv derude, så må vi spørge, om det også har behov for frelse? Måske. Måske ikke. Det er muligt, at der findes liv, der manifesterer sig i overensstemmelse med Guds vilje og altså ikke har brug for frelse. Men hvis andet liv også har behov for frelse (fordi det har distanceret sig fra kærligheden ved at handle ondt), kan vi antage, at Gud har åbenbaret sig andre steder og tider end her på Jorden for at vise vej til frelse – og/eller til et helligt fællesskab i kærlighedens navn, som vi kalder Gud.

Spørgsmålet er så, om en anden udenjordisk inkarnation af Gud også har ofret sit liv for verdens synder, eller om Jesu død på korset er en enkeltstående begivenhed, der rækker ud i hele kosmos?

Vi ved endnu ikke, om der findes liv derude. Men når vi løfter blikket mod stjernerne, bliver vi mindet om, at vi selv er en del af noget langt større – ubegribeligt, men meningsfuldt. Måske er det netop dér, tro og videnskab mødes: i undren, håb og kærlighed.