Lad det nu fryse, lad mig nu gyse, lad mig nu gyse. Det snart forgår.

”Lad det nu fryse, lad mig nu gyse, lad mig nu gyse. Det snart forgår.”
(Fra salme 557 vers 4 i Den Danske Salmebog)

Vi har frosset, vi har ventet, vi har gyset, vi har tiet og biet, som vi synger i salmen: Her vil ties, her vil bies. I et af versene i salmen lyder det også: Trange tider langsomt skrider. Det har den art.

Det er som om ordene giver særligt mening og genkendelighed i år. Har vi ikke været gode til tålmodighed førhen, ja, så har vi haft alle muligheder for at øve os i tålmodighed i denne vinter. Faktisk har vi ikke haft noget valg. Hastværk og rastløshed har vi ikke kunnet bruge, men tålmod – mod til at tåle – at situationen er, som den er, har været en nødvendighed.

Men for at kunne udholde at tåle og vente og tie og bie, så er det nødvendigt at have et håb at holde fast i. Et håb om, at det lysner og bliver bedre, at der er noget godt at vente på, så vi kan have mod til at tåle at stå i alt det svære.

Det kristne livshåb er dette stærke livslys i alt det svære. Det skal snart forkyndes i sin fulde styrke til påske, at mørkets, lidelsens, dødens magt sprænges af opstandelseslivet påskemorgen!

Det gælder også for dig og mig.

”Lad det nu fryse, lad mig nu gyse, lad mig nu gyse. Det snart forgår.”

Skrevet af sognepræst Mette Enevold.