Klumme "Andre som mig? Sprog for det svære"

Andre som mig? Sprog for det svære….

Jeg talte med en ung kvinde for nylig, som oplevede en tristesse – en ’ked-af-det-hed’ – som hun gik med selv og prøvede at kvæle, når den trængte sig på. Hun havde ikke talt med nogen om det før, for hun kunne ikke selv forstå, hvad der var galt med hende. Hun havde ikke nogle svære problemer udover alle de generelle bremseklodser, som coronaen spreder i et ungdomsliv, og hun syntes, at mange har det meget værre end hende i denne tid, hvilket hun sådan set kan have ret i. Men det kunne jo ikke tage hendes tristesse fra hende.

Hun ville bare gerne være glad ligesom alle de andre, og hun ville ikke ødelægge den dårlige stemning og tale om det, når hun var sammen med venner. Hun var bange for, om der var noget alvorligt galt med hende, for hun plejede at være den, der spredte god stemning og var den søde og glade. Så kom spørgsmålet, efter at vi havde talt lidt: Tror du, at der er andre, der har det ligesom mig?

Mit svar faldt i to dele. Først: Ligegyldig om andre har det som dig, så må du stå ved, at du har det, som du har det. Tal om det, for det er vigtigt, at du deler det med andre. Dernæst: Ja, jeg tror, at der er mange, der kan genkende din oplevelse af en tristesse, der er svær at sætte ord på, men man holder det for sig selv og taler ikke om det. Derfor kan det jo være svært at vide, hvordan de andre egentlig har det.

Corona har væltet mange ting omkuld og har bremset os alle i vores sædvanlige udfoldelse. Det gælder både for børn, unge, voksne og ældre, og situationen har krævet, at vi har måttet gå meget alene med os selv og vores tanker. For mange har det været et voldsomt møde med modgang og en spændetrøje for livsudfoldelse, og det går op for os, at vi ikke er vant til at tale om det svære i livet.

Vi gemmer hellere de mørke sider væk og har ikke sprog for at tale om dem. Vi er vant til at fremvise, at vi er glade og har styr på tingene. På sociale medier viser vi kun den gode side frem, det, der lykkes, shiner og ligner det perfekte og succesfulde liv med energi og fremdrift. Men hvem viser vi vores tårer? Hvem fortæller vi om vores mismod og sorger?

Coronaen har sat spot på andre sider af vores liv og har bl.a. klargjort, hvor vigtigt det er at have sprog for det svære i tilværelsen, som vi ikke bare kan fikse, og at dele det med andre, så vi kan være i det. For den unge kvinde var det i sig selv forløsende at tale om det, der var svært for hende. Det hjalp at blive rummet i hele hendes livsbillede og ikke kun i alt det glade og tjekkede.

Tror du, at der er andre, der har det ligesom mig? Ja, det tror jeg bestemt, for sådan er det at være menneske! Vi får alle sår, skrammer og ar på krop og sjæl igennem livet. Ingen går fri. Faktisk er navlen det første ar, vi får ved fødslen, når navlestrengen klippes over. Vi begynder altså livet med et sår, der bliver til et ar. Smerte, knubs, modgang hører med til det at være menneske.

Netop hele fortællingen om os – alle siderne af vores menneskeliv – tager den store kristne påskefortælling alvorligt. Der sættes ord på alt det svære. De mørkeste sider af vores tilværelse skildres med svigt, had, angst, forræderi, stor smerte, ja selv døden, men budskabet er, at det ikke ender der.

Alle vores sår og ar hører med på vejen gennem menneskelivet, men vejen fører videre gennem den tomme grav ud i livet med håb og mod. Livet pibler frem alle vegne, livet trænger sig på, for Kristus viser med sin opstandelse, at alt mørket og vores smerte og modgang ikke vinder.

Derfor kan vi trygt tale med hinanden om også alt det svære og uhåndterlige, for vi oplever det alle i perioder af vores liv, og det forunderlige sker, at livet pibler frem og trænger sig på igennem det svære. Især hvor vi mindst venter det. Når vi deler det med et andet menneske. Det er opstandelse. Det er livshåb.

Skrevet af Mette Enevold, sognepræst i Sthens Kirke.