Gud ånder på øjet, når det græder

”Gud ånder på øjet, når det græder.” 
(Fra salme 750: Nu titte til hinanden vers 2)

I den normale hverdag plejer vi ikke at tale så meget med hinanden om, når vi er kede af det. Det er som regel børn, der græder, og børn, der skal trøstes. Sorger i voksenlivet er blevet gemt mere hen, for voksne græder helst i enerum. At fremvise succes og alt det vellykkede har været i fokus.

Mennesker i sorg har ofte fortalt, hvordan omverdenen taler meget om at komme hurtigt over sorgen og videre igen. Tilbage til det normale, aktive, travle liv. Jo hurtigere, jo bedre. Men sådan er menneskelivet ikke. Intet bliver som før, når man har mistet, men nyt liv kan langsomt vise sig igen, når sorgen får sprog og plads, og når man med tiden lærer at leve med den.

Lige så vel som alle glædesstunderne er en del af menneskelivet, sådan er stunderne, hvor vi græder, det også. Det sværeste er, når man skal undertrykke sin gråd, og befriende kan det være at få lov til at græde og tale om det, man er ked af. Det forudsætter et andet menneske, der vil lytte, og det kan vi alle gøre – også i denne tid, på afstand.

Ring til den, du ved, der har brug for at tale og blive lyttet til, og er du selv den, der sidder alene og har brug for en at tale med, så vov selv at ringe op og fortæl om det, du er ked af. Her sidder vi præster også klar ved telefonen.

Ingemann har formuleret så smukt i sin salme, at ”dog menneskenes børn har han allermest kær, Gud ånder på øjet, når det græder”. Vi er ikke alene, når vi er kede af det, ej heller når vi er i enerum. Gud ånder livsånde på vores øjne, når de er fyldt med tårer.

Han er med dig. Så nyn med på: ”Gud ånder på øjet, når det græder.”

                                                               (Skrevet af Mette Enevold)